Tysk bølge af brok over Femern-forbindelse

Skrevet af admin

07/08/2014

Dagens topnyheder

En fast forbindelse mellem Lolland i Danmark og Femern i Tyskland handler ikke hun om at bygge en tunnel under bølgerne i Femern Bælt, men også om at bygge bro mellem tilhængere og modstandere på landjorden.

For modstandere er der nok af, ikke mindst i Tyskland. Her har myndighederne ifølge DR Nyheder modtaget hele 3000 indsigelser mod Femern-tunnelen i den nyligt afsluttede offentlige høring.

Høringen sker som et led i den proces, hvor de tyske myndigheder skal foretage den endelige godkendelse af projektet.

Siegfried Matlok, der er forhenværende chefredaktør på Der Nordschleswiger - en tysksproget avis for det tyske mindretal i Sønderjylland - vurderer, at de mange indsigelser vil forsinke Femern-forbindelsen.

- Der er en fundamentalistisk modstand på Femern og i grønne kredse i Tyskland mod en Femern-forbindelse, siger Matlok ifølge DR Nyheder.

- De vil gå til forvaltningsdomstolene og klage, og de vil til syvende og sidst også gå til EU-Domstolen for at forsøge at forhindre projektet, siger han.

Indsigelserne kommer blandt andet fra miljøorganisationer, der frygter for natur og miljø på Femern. Heller ikke turisterhvervet på Femern jubler over udsigten til en stærkt trafikeret Femern-forbindelse.

Hos selskabet Femern A/S vurderer teknisk direktør Steen Lykke dog, at indsigelser og eventuelle retssager ikke får nogen nævneværdig betydning for tidsplanen.

- En retssag kan jo altid bremse et projekt. Men vi regner med at vi har gjort vores hjemmearbejde i en sådan grad, at skulle der komme retssager, så vil vi kunne fortsætte projektet, siger Steen Lykke til DR Nyheder.

Efter planen skal Femern-forbindelsen være færdig i 2021. Tidligere har det været ambitionen at gøre Lolland landfast med Tyskland allerede i 2017.

/ritzau/