Tysk domstol dømmer to hutuer for krigsforbrydelser

Skrevet af admin

28/09/2015

Mest læste i dag

To mænd fra Rwanda er dømt for krigsforbrydelser ved tysk domstol. De er fundet skyldige i at have planlagt massakrer mod lokalbefolkningen i den østlige del af DRCongo fra deres hjem i Tyskland.

- Dette er ikke en politisk retssag, men en straffesag af stor betydning, sagde dommeren, Jürgen Hettich, ved afslutningen af den epokegørende retssag, som har varet over fire år.

De to hutuer blev idømt fængselsstraffe på 13 og otte år. Ignace Murwanashyaka, som var leder af befrielsesgruppen FDLR, og hans medsammensvorne Straton Musoni har boet i Tyskland i over 20 år.

De er alligevel dømt for en række krigsforbrydelser, som skete fra januar 2008 og frem til deres anholdelser i november 2009.

Ved sagens åbning sagde den statslige anklager Christian Ritscher, at Murwanashyaka havde givet sin milits ordre til over 200 drab og til "et stort antal voldtægter".

Samtidig sagde han til sine folk, at de skulle bruge civile som levende skjolde og sende børnesoldater ind i den østlige del af DRCongo.

FDLR blev dannet i 1994 af etniske hutuer, deriblandt folk, som havde medvirket i folkedrabet i Rwanda, og som flygtede til nabolandet DRCongo, da præsident Paul Kagame kom til magten i deres land.

Bevægelsen spreder stadig død og ødelæggelse, selv om FN-soldater og styrker fra DR-Congo forsøge at nedkæmpe den.

Dommene til de to mænd bliver kaldt et gennembrud i FN, da Sikkerhedsrådet gentagne gange har opfordret til, at ledere fra FDLR i udlandet blevet retsforfulgt for deres forbrydelser.

/ritzau/F