Tysk domstol: ECB bruger hjælpeprogram legalt

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

Tysklands forfatningsdomstol afgør, at Den Europæiske Centralbank (ECB) benytter det finansielle hjælpeprogram OMT i overensstemmelse med tysk lov.

OMT står for Outright Monetary Transactions og er et købsprogram for obligationer fra 2012, som skulle være et redskab for eurozonen til at bekæmpe store finansielle kriser i medlemslandene.

Det blev fremlagt, efter ECB's øverste chef, Mario Draghi, i 2012 bebudede, at han ville gøre "alt hvad der er nødvendigt" for at afværge eurokrisen.

Andreas Vosskuhle, der er præsident for forfatningsdomstolen, fastslår, at programmet ikke bryder med tysk lov.

OTM-programmet har i øvrigt endnu ikke været aktiveret.

Sidste år afgjorde Den Europæiske Domstol, at OTM var i overensstemmelse med EU-lov, men tyske politikere og økonomer udtrykte dengang tvivl om lovligheden i en tysk sammenhæng.

Vosskuhle siger, at forfatningsdomstolens dommere er bekymret over visse dele af opkøbsprogrammet, men at domstolen generelt er enig med Den Europæiske Domstols afgørelse.

- Europas lovmæssige samfund er blevet styrket af disse processer, fastslår han.

Tirsdagens afgørelse fra domstolen i Karlsruhe skaber lettelse i eurosamarbejdet. Havde forfatningsdomstolen forkastet OTM-programmet, kunne det have udløst en ny vanskelig krise i eurozonen.

Det gælder også i forhold til det bredere EU, men her er det altoverskyggende lige nu den britiske folkeafstemning torsdag om ja eller nej til at melde sig ud af EU.

Også det store opkøbsprogram af statsobligationer, som ECB er i gang med, og som kendes som quantitative easing (EA), kan få en lettere gang på jord efter tirsdagens afgørelse, siger iagttagere.

QE har primært til formål at presse inflationen højere op. Flere lande har allerede oplevet deflation, som kan være med til at undergrave økonomier.

/ritzau/dpa