Tysk domstol indleder historisk sag mod eks-præsident

Skrevet af admin

14/11/2013

Mest læste i dag

Halvandet år efter sin tilbagetræden var Tysklands tidligere præsident Christian Wulff torsdag i retten i en historisk sag, hvor han står anklaget for korruption.

Det er første gang i tysk historie, at en eks-præsident tager plads på anklagebænken og må svare på spørgsmål i et retslokale.

- Jeg er sikker på, at jeg kan udrydde den allersidste beskyldning imod mig, for jeg har altid handlet korrekt i mit embede, siger Christian Wulff ved domstolen i Hannover.

Retssagen måtte afbrydes midlertidigt, da en forsvarsadvokat klagede over, at der var vældig mange journalister i retslokalet.

Posten som tysk forbundspræsident er primært ceremoniel, men statsoverhovedet skal sætte sin underskrift på lovene og kan dermed også blokere dem. Det er også ham, der i givet fald skal udskrive valg uden for en valgperiode.

Christian Wulff antydede et håb om at kunne vende tilbage til et offentligt liv, efter at han måtte træde tilbage i februar 2012 i vanære.

Den 54-årige eks-præsident er anklaget for at tillade en ven David Groenewold at betale sine rejseudgifter under et besøg til München for fem år siden. Til gengæld skulle eks-præsidenten hjælpe med at promovere Groenewolds film.

Anklagen er den eneste tilbageværende mod Christian Wulff, som tidligere blev efterforsket for en række anklager om korruption. Blandt andet et billigt boliglån.

I Tyskland har det skabt debat, at eks-præsidenten står anklaget i en sag, der handler om blot 700 euro, når man sammenholder dette med en 22 dage lang retssag med 46 vidner og en tidshorisont frem til april 2014.

Chefredaktøren for Bild, som har ført an i afsløringerne af skandalen, sagde torsdag, at han mener, at Wulff "allerede er straffet tilstrækkeligt".

Hvis domstolen finder Wulff skyldig i anklagen, risikerer han - i hvert fald i teorien - tre års fængsel.

/ritzau/AFP