Tysk drama: Seks klubber kæmper for at undgå nedrykning

Skrevet af admin

23/05/2015

Dagens topnyheder

Bayern München har forlængst sikret sig det tyske mesterskab, men i den anden ende af Bundesligaen udspiller sig en dramatisk nedrykningsstrid indtil lørdagens sidste spillerunde.

Ingen er definitivt rykket ud endnu, men inden sidste spillerunde er seks hold i farezonen for at rykke ned i 2. Bundesliga.

Heriblandt Hamburger SV, der har et svært udgangspunkt. Rykker den nordtyske klub ud, vil det være historisk.

HSV er således den eneste klub, der har været en fast indslag i Bundesligaen i samtlige sæsoner siden ligaens start i 1963.

Skal degraderingen undgås, er klubben pisket til at vinde den sidste hjemmekamp over Schalke 04. Det er ikke nødvendigvis nok. Holdet er samtidig afhængig af andre kampe.

- Vi skal vinde vores kamp, og det tror jeg, vi er i stand til, så vi giver os selv muligheden for at undgå nedrykning, siger HSV-træner, Bruno Labbadia.

- Presset på holdet er åbenlyst, så det er vigtigt, at vi forsøger at bevare roen, tilføjer træneren.

Situationen er den, at de to nederste hold rykker direkte ud af Bundesligaen, men holdet på tredjesidstepladsen skal ud i en afgørende playoff-kamp mod et hold fra 2. Bundesliga.

Hertha Berlin er bedst stillet med 35 point og en udekamp mod Hoffenheim, der ikke har det store at spille for.

Dernæst følger Freiburg og Hannover 96 med Leon Andreasen begge med 34 point lige over nedrykningsstregen. Netop de hold mødes lørdag. Hannover har fordel af hjemmebane, mens Freiburg har den bedste målscore af alle i bundstriden.

Under stregen har Stuttgart 33 point som tredjesidst, Hamburger SV 32 point, mens Paderborn ligger sidst med 31 point og den klart dårligste målscore.

Paderborn tager imod Stuttgart på sidste spilledag og skal altså vinde og håbe på, at andre resultater former sig rigtigt for at overleve.

Alle kampe i sidste spillerunde begynder lørdag klokken 15.30.

/ritzau/