Tysk erhvervsliv kritiserer dansk ønske om id-kontrol

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Hvis den danske regering fredag får trumfet igennem, at transportselskaber skal kontrollere passagerers identitet på vej til Danmark, hvis regeringen beslutter at indføre grænsekontrol til Tyskland, vil det sende "et forkert signal" til tysk erhvervsliv.

Sådan lyder advarslen ifølge Flensborg Avis fra Uwe Möser, der er formand i Industri- og Handelskammeret (IHK) i Flensborg og dermed repræsenterer 41.000 virksomheder i det nordlige Slesvig-Holsten.

- Mulighederne for den dansk-tyske region bør ikke gøres til offer for skiftende politiske stemninger, siger han til avisen.

Han advarer samtidig om, at den danske stramning kan blive en hård prøve for grænselandet. Forudsætningen for et fungerende økonomisk samarbejde er personers såvel som varers frie bevægelighed over grænsen, lyder argumentet.

Samme toner lød onsdag fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der over for Politiken kritiserede Sverige for med id-kontrol "at tage instrumenter i brug", der tvinger udviklingen i Øresundsregionen baglæns "med risiko for tabte arbejdspladser og tabt velstand".

Ud fra samme argumentation - men i relation til det dansk-tyske grænseland - udtaler Uwe Möser torsdag til Flensborg Avis:

- Hvis Folketinget fredag vedtager en lov, som forpligter transportørerne til at foretage id-kontroller ved grænsen, skal man regne med en meget lavere mobilitet af grænsependlerne samt et ringere udbud af grænseoverskridende transport.

Flensborg Avis kunne også onsdag berette om et andet kritisk tysk budskab om den mulige danske id-kontrol.

Det kom fra forbundspolitiet, der slog fast, at DSB-ansatte godt kan bede om at se pas i toget på vej til Danmark - men at der ingen konsekvens vil være, hvis personen ikke efterkommer anmodningen.

- Hvis det drejer sig om at kontrollere pas på den tyske side af grænsen, må de danske buschauffører eller personalet i DSB's tog og andre private heller ikke gøre det. Så DSB kan ikke kontrollere pas på tysk grund, sagde forbundspolitiets pressetalsmand, Matthias Menge, til Flensborg Avis.

/ritzau/