Tysk familie med små børn blev truet med kniv nær rasteplads i Danmark

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

En tysk familie med to små børn fik en ubehagelig oplevelse under deres første feriedag i Danmark.

Søndag ved middagstid blev de udsat for røveri på en mindre rasteplads vest for Broager, oplyser politiet.

Med deres to piger på to og fire år var forældrene gået ind i en skov ved rastepladsen, hvor de i en lysning ville spise.

- To mænd dukkede op med knive i hænderne, og de skubbede til kvinden, siger vagtchef Erik Lindholt ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Røverne stjal familiens tre kufferter og forsvandt ud til en ventede sølvgrå femdørs bil. I bilen var i alt fem mænd.

- Manden ville køre efter dem, men blev stoppet af kvinden, fortæller vagtchefen.

Familien fortsatte mod det sted, hvor de skal holde ferie. En dansk familie hjalp dem med at anmelde røveriet til politiet ved 14-tiden.

- Det har været en rystende oplevelse, siger vagtchefen.

Nu håber politiet på at få hjælp fra eventuelle vidner.

Mændene skal have østeuropæisk udseende, og bilen, de kørte væk i, var formentlig forsynet med danske nummerplader. Muligvis er der tale om en Opel Astra.

Røveriet skete cirka klokken 12.15. Mændene kørte i retning mod Broager med den tyske families kufferter, som indeholdt tøj og lidt smykker.

/ritzau/