Tysk fodboldverdensmester er tilbage på landsholdet

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

Bayern Münchens Bastian Schweinsteiger er tilbage på Tysklands fodboldlandshold for første gang siden VM sidste år.

Landsholdsanføreren er med i den trup, landstræner Joachim Löw har udtaget til venskabskampen mod Australien på onsdag og EM-kvalifikationskampen mod Georgien næste søndag.

Det meddeler Tysklands fodboldforbund fredag.

På grund af skader har Bastian Schweinsteiger ikke spillet på landsholdet, siden Tyskland vandt VM-finalen sidste sommer.

For to andre tyske topspillere bliver der tale om et comeback, der er endnu mere markant.

Joachim Löw har nemlig også udtaget Holger Badstuber og Ilkay Gündogan.

Den 24-årige Ilkay Gündogan fik comeback hos Borussia Dortmund i oktober og har særligt efter vinterpausen spillet en væsentlig rolle i klubbens opstigning fra sidstepladsen i Bundesligaen.

Han spillede senest på landsholdet i august 2013, inden en rygskade holdt ham væk fra fodboldbanen i hele sidste sæson.

Holger Badstuber var senest på landsholdet i oktober 2012. Han har været væk i mere end to år med forskellige ledbåndsskader og en muskelskade. Han er først for nylig vendt tilbage for Bayern München.

Verdensmester Tyskland er nummer to i EM-kvalifikationsgruppe D med syv point for fire kampe. Samme antal point som Irland og Skotland. Polen er nummer et med 10 point.

/ritzau/