Tysk interesse for Kim Staal

Den næstbedste tyske række eller barndomsklubben Herlev?

Selv om det er VM, det handler om her og nu, har helten fra Slovenienskampen, Kim Staal, noget at spekulere på, når han kommer hjem.

- Jeg har haft 16 gode år i udlandet og kunne godt tænke mig at komme ud igen. Jeg er lidt i tvivl om fremtiden og åben for mulighederne. Interessen fra Tyskland er interessant, men så længe jeg er i Stockholm, sker der nok ikke noget, siger han.

- Bliver jeg i Danmark, er der kun Herlev Eagles for mig. Jeg har det supergodt i Herlev.

Kim Staal scorede et mål og en assist mod Slovenien. I øvrigt hans første VM-mål i fire år.

- Jeg kunne ikke sove, da jeg kom på hotellet. Kampen kørte rundt i hovedet på mig. Sådan er det tit, siger han.

- Jeg glæder mig til de sidste fire kampe. Vi har spillet meget stabilt på det seneste og har et stærkt forsvar. Vores backside fylder mere og er fysisk stærkere end tidligere.

 

 

 

Dagens Gossip