Tysk justitsminister: Alt skal frem i lyset i spionsag

Den tyske forbundsregering presser på for at få USA til at fremlægge alle sine efterretningsaktiviteter i Tyskland, efter at en amerikansk spion er blevet afsløret i den tyske efterretningstjeneste BND, og den amerikanske efterretningschef i Berlin torsdag fik marchordre.

- Amerikanerne skal nu aktivt bidrage til at få opklaret beskyldningerne. Alt skal på bordet, siger den tyske justitsminister, Heiko Maas, fredag til avisen Passauer Neue Presse.

- Dertil hører også et klart udsagn om eventuelle andre spionagetilfælde, som vi muligvis ikke kender til endnu. Og især: Vi har brug for en forpligtende garanti om, at denne praksis en gang for alle bliver stoppet, siger Maas, som har beskyldt USA for at lide af "overvågningsvanvid".

Hans indenrigsminister-kollega Thomas de Maizière (CDU) understreger, at USA fortsat er Tysklands vigtigste allierede, hvad angår sikkerhedsspørgsmål.

- Men på et eller andet tidspunkt må nok være nok. Og vi har i dag truffet en rimelig og nøgtern foranstaltning som reaktion på noget, der er sket de seneste måneder, sagde han torsdag aften til tv-stationen ARD.

Tyskland bad torsdag CIA's chef på den amerikanske ambassade i Berlin om at forlade forbundsrepublikken - et hidtil uset skridt over for en af sine normalt tætteste allierede.

Tyske sikkerhedskilder siger fredag til avisen Bild, at de tre tyske efterretningstjenester har fået besked på foreløbig at begrænse samarbejdet med deres amerikanske modparter til det absolut nødvendigste såsom terrortrusler.

Reaktionen kommer, efter at en 31-årig BND-medarbejder i sidste uge blev anholdt for at have været kontraspion for USA. Siden er det kommet frem, at der muligvis også har været en amerikansk spion i det tyske forsvarsministerium.

Forholdet mellem USA og Tyskland har i forvejen været anspændt, efter at det sidste år blev afsløret, at efterretningstjenesten NSA aflyttede forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon.

Tyskerne har siden forgæves prøvet at få amerikanerne til at indgå en såkaldt no spy-aftale.

Den amerikanske regering vil ikke kommentere udvisningen af sin lokale efterretningschef.

Men talskvinden for USA's nationale sikkerhedsråd, Caitlin Hayden, siger til nyhedsbureauet dpa, at efterretningssamarbejdet mellem de to lande er meget vigtigt.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip