Tysk kansler nedtoner forventninger til enighed om topjob

Skrevet af admin

16/07/2014

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, nedtoner ved ankomsten til de sidste forberedende drøftelser i Bruxelles forventningerne til, at aftenens EU-topmøde kan nå til enighed om, hvem der skal bestride en række topposter i EU.

- Det kan meget vel være, at det kun er en første diskussion, og at vi ikke træffer beslutninger i dag, siger Merkel ved ankomsten til rådsbygningen i Bruxelles, hvor EU-præsident Herman Van Rompuy holder konsultationer med nøglepersoner, inden topmødets forventede begyndelse klokken 20.

Merkel lægger med sine udtalelser op til, at hun ønsker enighed om alle elementer af jobkabalen på én gang - både ny udenrigschef, ny EU-præsident og formentlig også en ny, fast formand for eurogruppen.

- Jeg er tilhænger af, at vi - når vi beslutter os - får afklaret de udestående spørgsmål på omfattende vis. Om det lykkes, tror jeg egentlig ikke. Men vi får se, siger Merkel.

Topmødet er allerede udskudt to timer for at give EU-præsident Herman Van Rompuy mere tid til at tale enkeltvis med nogle af stats- og regeringscheferne, inden selve mødet blandt de 28 ledere går i gang.

/ritzau/