Tysk klub afviser Bendtner: - Vi jagter ham ikke

Rygtesmede har de seneste dage kædet Nicklas Bendtner sammen med blandt andre tyrkiske Besiktas samt Bundesliga-klubberne Eintracht Frankfurt og Borussia Mönchengladbach.

Men nu siger sidstnævntes danske scout, den tidligere danske landsholdsspiller Ove Flindt-Bjerg, at Nicklas Bendtner under ingen omstændigheder havner dér.

- Bendtner er ikke den type, vi jagter, siger Ove Flindt-Bjerg til sporten.dk og tilføjer:

- Jeg ønsker ikke at kommentere yderligere på Bendtner. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi godt kan bruge en angriber mere. Og ham vi kigger efter skal kunne spillere mere end én position.

I Eintracht Frankfurt lægger man derimod ikke skjul på, at Nicklas Bendtner kunne være et emne.

- Bendtner er interessant for os. Mere ønsker vi ikke at kommentere lige nu, siger klubbens bestyrelsesformand Heribert Bruchhagen.

Nicklas Bendtner har i denne sæson været udlejet af engelske Arsenal til italienske Juventus.

Finder han ikke en ny klub, træner han efter sommerferien igen i Arsenal. 

Dagens Gossip