Tysk lokalopgør skaber masser af ballade

Skrevet af admin

09/11/2013

Mest læste i dag

Der er kun 70 kilometer mellem Hannover og Braunschweig, og politiet vidste godt at fredagens kamp mellem de to klubber kunne give ballade. Derfor var der også ekstra betjente på plads.

Men det blev værre end ventet.

14 politifolk blev såret. Fire ballademagere blev arresteret og en del flere fans kom til skade, da Hannover 96 og Eintracht Braunschweig spillede 0-0 fredag aften.

Det var det første lokalopgør mellem de to klubber i Bundesligaen siden 1976.

- Betjentene måtte tage sig af markant mange optræk til ballade fra begge lejre før kampen, siger pressetalsmand Guido Cyrson fra politiet ifølge AFP.

Ifølge politiet havde man på forhånd identificeret rundt regnet 850 hooligans, som har prædikatet "voldelig" eller "søger vold".

Voldelige fans og ballademagere fra mere fjerne egne som Hamburg, Bielefeld, Kassel, Berlin og Wien blandede sig med begge holds fans i forsøg på at skabe ballade. Deres fyrværkeri skabte desuden en farlig stemning gennem hele kampen.

- Ved at gøre sådan har fansene ødelagt det for sig selv. Det er skammeligt og det er en opførsel, som vi ikke kan acceptere, siger Hannover 96-præsident Martin Kind.

/ritzau/