Tysk luksuselskende biskop er i Rom for at stå skoleret

Skrevet af admin

21/10/2013

Dagens topnyheder

En tysk biskop, der har brugt store beløb på luksus, står mandag skoleret for pave Frans i Vatikanet, og der er mange spekulationer om, hvorvidt han vil blive tvunget til at gå af.

Biskop Franz-Peter Tebartz-van Elst af Limburg har på kontroversiel vis investeret hele 31 millioner euro (omkring 230 millioner kroner) i renovering af sin bolig i den gamle by Limburg nær Frankfurt.

Han blev mandag modtaget af paven efter at have måttet vente i spænding på indkaldelsen.

Den 53-årige luksus-elskende biskop har blandt andet brugt den katolske kirkes konto til at erhverve sig et særligt badekar til 15.000 euro (112.000 kroner) og et walk-in-klædeskab til 350.000 euro (omkring 2,6 millioner kroner). Og så er boligen blevet 10 gange større end først planlagt.

En erklæring fra Vatikanet mandag bekræfter, at mødet mellem paven og biskoppen finder sted, men der blev ikke oplyst yderligere detaljer.

I sidste uge havde paven drøftelser med overhovedet for katolikkerne i Tyskland, Robert Zollitsch, om skandalen.

Vatikanet har bedt Zollitsch om en udførlig rapport, og mange iagttagere venter ingen afgørelser i sagen, før Vatikanet har modtaget denne.

Pave Frans har gentagne gange opfordret til at gøre noget ved fattigdom og sætte fokus på de fattige, siden han i marts afløste pave Benedikt.

For at statuere et eksempel skiftede Pave Frans i september sin forgængers BMW'er og Mercedes ud med en Renault 4 fra 1984.

/ritzau/AFP