Tysk lystfisker er druknet i Flensborg Fjord

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

En fisketur på Flensborg Fjord endte tragisk lørdag aften, da en mand på cirka 50 år druknede. Hvordan ulykken skete, ved politiet endnu ikke.

Søndag formiddag blev manden fundet død på stranden ved Broager i Sønderjylland, og politiet har nu identificeret lystfiskeren.

- Han er tysk statsborger, han kommer fra Hamburg, og de pårørende er underrettet om hans død, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jan Stokholm til Ritzau.

Manden sejlede i en gummibåd, som er fundet på stranden tæt på mandens lig.

I båden var der to fiskestænger og en kasse med fiskegrej, men bådens motor manglede, da den blev fundet.

- Han var alene ude at fiske lørdag aften. Det er vores opfattelse, at der er tale om en ulykkelig hændelse, siger vagtchef Jan Stokholm.

Mandens pårørende har fortalt, at han sejlede alene ud på Flensborg Fjord lørdag omkring klokken 20 fra en campingplads på den tyske side af grænsen.

/ritzau/