Tysk mand og kvinde er dræbt i flystyrt ved Fyn

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

Det var formentlig en tysk mand og kvinde, der torsdag eftermiddag mistede livet, da et sportsfly styrtede i vandet ved Munkebo, oplyser Fyns Politi.

Alarmmeldingen løb ind klokken 13.19. Et vidne så flyet dreje ud over vandet ved Munkebo. Ved manøvren ramte flyets ene vinge vandet, og flyet havarerede.

- Vi har hele eftermiddagen arbejdet på at få klarlagt, hvem de to omkomne er.

- De pårørende er endnu ikke underrettet, men jeg kan sige, at der med stor sandsynlighed er tale om en ældre tysk mand og en ældre tysk kvinde, siger Kim Munksgaard, politikommissær hos Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet ramte flyet havoverfladen omkring 100 meter fra kysten.

- Flere personer i området var hurtigt fremme på stedet, og de ydede en utrolig flot indsats i en meget vanskelig situation, siger Kim Munksgaard.

Flyet var ifølge politiet på vej fra en flyveplads fra øen Endelave, som ligger øst for Horsens Fjord. Flyet havde kurs mod Kertinge Mark på det nordlige Fyn, hvor det skulle lande.

Det var et fly af typen Robin DR-300, der styrtede ned. Det er et firepersoners fly, og derfor har man blandt andet med helikopter søgt efter eventuelt flere ombordværende. Den eftersøgning er nu indstillet.

- Den foreløbige efterforskning viser, at der ikke var flere om bord i flyet, siger kommunikationsmedarbejder ved Fyns Politi Charlotte Nyborg til Ritzau.

Efter oprydningsarbejdet skal Havarikommissionen efterforske ulykken med henblik på at klarlægge den nærmere årsag. Havarikommissionen er den myndighed, som står for efterforskningen af flyulykker.

/ritzau/