Tysk medie: Bendtner vil væk fra Wolfsburg

Skrevet af admin

05/01/2016

Dagens topnyheder

Tilværelsen som reserve i Wolfsburg er tilsyneladende blevet for meget for Nicklas Bendtner.

Landsholdsangriberen var ganske vist med, da Wolfsburg mandag genoptog træningen efter julepausen, men ifølge den tyske avis Bild, er Nicklas Bendtner blevet træt af situationen og har meddelt, at han ønsker at forlade bundesligaklubben.

Det skriver Bild tirsdag på sin hjemmeside.

- Ifølge Bilds informationer har han kort før jul meddelt i omklædningsrummet, at han forlader klubben i denne vinter. For i løbet af 17 måneder har han ikke fået sit gennembrud, skriver avisen.

Den snart 28-årige Bendtner er aldrig rigtigt slået igennem og blevet fast mand på det ambitiøse tyske hold.

Vinterens transfervindue er åbnet, men ifølge den tyske avis, er problemet for Nicklas Bendtner og Wolfsburg, at ingen klubber synes at vise voldsom interesse for den danske landsholdsangriber.

Bild mener dog at vide, at FC København, hvor Bendtner spillede i sin ungdomstid, skulle være interesseret.

Snart 28-årige Nicklas Bendtner var på kontrakt hos Premier League-klubben Arsenal fra 2005 til 2014, men har i den periode været udlejet til Birmingham, Sunderland og Juventus inden han kom til Bundesligaen og Wolfsburg.

/ritzau/