Tysk medie: Tidligere kansler Kohls tilstand er kritisk

Skrevet af admin

02/06/2015

Mest læste i dag

Tysklands tidligere kansler Helmut Kohl er indlagt på en klinik efter at have gennemgået to operationer.

Men efter omstændighederne har den 85-årige eks-kansler det godt, oplyser hans kontor til det tyske nyhedsbureau dpa.

Tidligere havde magasinet Der Spiegel fået oplysninger fra kilder tæt på Kohl om, at hans tilstand var kritisk.

Et andet magasin, Bunte, skrev, at Kohl ligger på intensivafdeling, og at han i længere tid har været bevidstløs efter en af operationerne.

Kohls kontor bekræfter tirsdag eftermiddag, at den tidligere kansler fik en hofteoperation i begyndelsen af maj. Den gik godt, oplyser kontoret, men i samme ombæring var det nødvendigt med yderligere et indgreb, som forlængede opholdet på klinikken.

Ifølge magasinet Bunte var der tale om en tarmoperation.

- Omstændighederne taget i betragtning går det Helmut Kohl godt, skriver hans kontor og tilføjer, at han senere skal til genoptræning efter hofteoperationen.

Helmut Kohl var tysk forbundskansler fra 1982 til 1998 og stod som Tysklands regeringschef i spidsen for den tyske genforening efter Berlinmurens fald og afslutningen på den kolde krig.

Tysklands nuværende forbundskansler, Angela Merkel, var en af Kohls protegéer i det kristendemokratiske parti CDU. Hun fik sin første ministerpost i hans regering i 1991, og det var Kohl, der satte skub i hendes politiske karriere.

Men Merkel vendte Kohl ryggen, efter en skandale om ulovlig partistøtte brød løs i 2000. To år senere trak Kohl sig helt fra politik.

I de seneste år har den 85-årige Kohls helbred været dårligt, og han har siddet i kørestol ved offentlige optrædener.

Han har desuden vanskeligt ved at tale, efter at han beskadigede kæben ved et fald, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/