Tysk minister afkræver Storbritannien svar i overvågningsskandale

Udmeldingen kommer, efter den britiske avis The Guardian fredag - på baggrund af nye informationer lækket af den amerikanske whistleblower Edward Snowden - skrev, at GCHQ i al hemmelighed deler oplysninger fra telefonsamtaler, facebook-beskeder og anden elektronisk aktivitet hos almindelige borgere med dets amerikanske pendant, sikkerhedsagenturet NSA.

Sabine Leutheusser-Schnarrenberger siger ifølge Reuters, at læsningen i The Guardian minder om handlingen i en gyserfilm, og at det vil være en »katastrofe«, hvis det er sandt.

»Hvis disse beskyldninger er korrekte, vil det være en katastrofe. Anklagerne mod Storbritannien lyder som et Hollywood-mareridt, og de europæiske institutioner må straks forsøge at få afklaret situationen,« skriver justitsministeren i en udtalelse til Reuters.

Som svar på spørgsmål om det hemmelige amerikanske overvågningsprogram Prism fortalte den britiske udenrigsminister, William Hague, parlamentet tidligere på måneden, at GCHQ altid har levet op til britisk lovgivning, når informationer bliver indhentet via aflytning. Han ville dog hverken be- eller afkræfte nogen detaljer om Storbritannien og USAs udveksling af efterretninger, da det ifølge ham vil kunne være til gavn for Storbritanniens fjender.

Manden bag de kontroversielle afsløringer, den amerikanske whisteblower Edward Snowden, gemmer sig i øjeblikket i Hong Kong, mens amerikanske efterforskere intenst forsøger at få den tidligere NSA-ansatte retsforfulgt.

Dagens Gossip