Tysk minister er bekymret for ny flygtningerute via Libyen

Skrevet af admin

29/04/2016

Mest læste i dag

Flygtninge og migranter bør ikke længere være i stand til at komme til Tyskland og Europa via Balkanruten, siger den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière.

Men han er bekymret for, at antallet af flygtninge igen vil stige, da mange mennesker nu kommer via Libyen og Italien.

- Det er klart, at Balkanruten er noget, som hører fortiden til, og som ikke længere vil eller bør vær et sted, hvor folk bliver vinket frem til Tyskland, Østrig og det centrale Europa, siger de Maizière.

Den tyske indenrigsminister, som fredag holdt pressemøde i Potsdam nær Berlin, siger, at alternative ruter til Balkanruten i dag udgør den vigtigste bekymring.

- Den tyske regering er bekymret for, at antallet af flygtninge og migranter vil stige med flere indstrømmende mennesker via Libyen og Italien, siger han og understreger:

- Men aftalen mellem Grækenland og Tyrkiet virker.

Tyrkiet gik i marts med til at tage imod afviste asylansøgere fra Grækenland - mod at EU genhuser op til 72.000 syrere fra lejre i Tyrkiet. Samtidig lovede EU at støtte Tyrkiet økonomisk og sætte fart på visumfrihed til tyrkiske rejsende i Europa.

Thomas de Maizière har arbejdet med en ny lov, som vil gøre det obligatorisk for flygtninge at lære tysk og lade sig integrere i det tyske samfund.

Lederne af partierne i Tysklands regeringskoalition blev tidligere i denne måned enige om en ny lovgivning om integration af flygtninge, ligesom der blev forhandlet en ny anti-terrorpakke på plads.

Omkring en million migranter og flygtninge kom til Tyskland sidste år. En stor del af dem var på flugt fra krigen i Syrien.

/ritzau/Reuters