Tysk minister fældet efter doktor-fusk

Tysklands undervisningsminister, Annette Schavan, trækker sig fra posten efter at have fået frataget sin doktortitel for få dage siden på grund af fusk med sit akademiske arbejde.

Det siger kilder i regeringskoalitionen lørdag eftermiddag.

Schavan er tæt allieret med kansler Angela Merkel, og hendes formodede afgang er noget af en udfordring for Merkel, der i øjeblikket kæmper for at sikre sig en tredje periode i spidsen for Tyskland.

Ifølge regeringskilderne vil Merkel og Schavan holde et fælles pressemøde klokken 14, hvor CDU-ministeren formelt vil trække sig.

Schavan har gennem sin advokat meddelt, at hun vil klage over afgørelsen, der fratog hende doktortitlen.

Hun nægter at have brugt afskrifter til dele af sin doktordisputats fra 1980, som det første gang blev hævdet i april sidste år.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip