Tysk minister forsøger at vinde opbakning til græsk lån

Skrevet af admin

25/02/2015

Dagens topnyheder

Mange tyskere er skeptiske over fortsat at skulle holde det kriseplagede Grækenland oven vande, og det store eurolands konservative finansminister, Wolfgang Schäuble, forsøger nu at vinde opbakning til den ventede forlængelse af de græske lån.

Forbundsdagen skal fredag stemme om, hvorvidt man vil acceptere Athens ønske om at forlænge eksisterende kriselån med fire måneder - en ordning, der skal vinde tid før en ny låneordning.

Uden en blåstempling i Berlin får grækerne ikke forlænget lån frem til forhandlingerne om endnu en lånepakke, der ventes fra juli.

Schäuble forsøger onsdag tilsyneladende at berolige de skeptiske ryster ved at garantere, at grækerne ikke får "en euro", før de har opfyldt de betingelser om blandt andet reformer, der er opstillet i det nuværende låneprogram.

- Hvis de opfylder disse, kan de stadig modtage udestående betalinger. Hvis de ikke opfylder dem, kommer der ingen penge, siger Schäuble ifølge nyhedsbureauet dpa.

Onsdag mødes finansministeren fra kansler Angela Merkels kristeligt demokratiske CDU med kolleger fra det bayerske søsterparti CSU for at orientere om forhandlingerne med den græske premierminister, Alexis Tsipras, og finansminister, Yanis Varoufakis.

CDU og CSU samles til en prøveafstemning torsdag for at tage temperaturen på spørgsmålet inden selve afstemningen i Forbundsdagen.

Som del af aftalen indleverede Grækenland sent mandag en liste over reformplaner, der er en betingelse for, at EU, Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank vil forlænge det eksisterende lån.

Tyskland er et af flere lande i eurozonen, som inden fredag skal have de nationale parlamenters blåstempling, for at den græske ansøgning kan godkendes af eurogruppen.

EU-Kommissionen har vurderet reformforslagene fra Athen og anbefalet, at eurolandene godkender fire måneders forlængelse af låneprogrammet.

Grækenland skal i løbet af de kommende to måneder konkretisere de reformplaner, som skitseres i listen, der blev sendt mandag.

EU's økonomikommissær, Pierre Moscovici, sagde efter modtagelsen af reformlisten, at en "krise er undgået, men mange udfordringer venter."

/ritzau/