Tysk parlament kalder drab på armeniere for folkedrab

Skrevet af admin

02/06/2016

Dagens topnyheder

Forbundsdagen i Berlin har torsdag med overvældende flertal vedtaget en symbolsk resolution, som omtaler osmannernes drab på armeniere i 1915 som et folkedrab.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Det officielle Tyrkiet bryder sig ikke om, at osmannernes deportering og drab på armeniere for 100 år siden omtales som folkedrab.

Den tyrkiske premierminister har de seneste dage advaret tyskerne om at vedtage en sådan resolution.

- At tale om dette uden historisk eller juridisk bevis er intet andet end misbrug af politisk magt, sagde Ibrahim Kalin, en talsmand for Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for nylig.

Det ventes, at resolutionen vil skabe yderligere spændinger mellem de to lande. Og der er meget på spil.

EU med Tyskland i førersædet har for nylig indgået en stor aftale med Tyrkiet, som skal bremse strømmen af flygtninge og migranter mod EU.

/ritzau/