Tysk politi: Angreb i München kan være terror

Skrevet af admin

23/07/2016

Mest læste i dag

Politiet i München siger, at der er mistanke om, at skyderiet fredag aften i byen er et terrorangreb.

I en officiel meddelelse taler politiet om "en akut terrortilstand" i München. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

En talsmand siger imidlertid, at der indtil videre ikke er noget, der tyder på, at der er tale om islamistisk terror.

Udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier understreger, at motivet bag angrebet endnu er uklart.

- Vi har stadig modstridende spor, siger han efter klokken 23.

Også forbundskansler Angela Merkels stabschef, Peter Altmaier, siger til tysk tv, at det endnu ikke er muligt at bekræfte, at der er en terrorforbindelse ved skyderiet i München. Men det er ved at blive undersøgt, skriver Reuters.

Kort før klokken 23 har der endnu ikke været en udtalelse fra Merkel selv.

Myndighederne har erklæret München i forhøjet alarmberedskab og oprettet en krisestab.

Styrker fra flere andre delstater assisterer politiet i Bayern.

Der skal ifølge Bayerischer Rundfunk blandt andet være forstærkninger fra politiet i nabodelstaten Baden-Württemberg, forbundspolitiets eliteenhed og nabolandet Østrig.

I Baden-Württemberg har politiet også øget sin tilstedeværelse i gaderne.

Politiet bekræftede ved 22.30-tiden, at der er mindst otte døde og et ukendt antal sårede efter angrebet i München. Kort efter blev endnu en person fundet død, hvilket ifølge politiet kan være en mulig gerningsmand.

Bayerischer Rundfunk skrev tidligere på aftenen, at Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer, ville holde krisemøde med blandt andre delstatens indenrigsminister, Joachim Hermann.

Der har også været holdt krisemøde i kanslerkontoret i den tyske hovedstad, Berlin. Forbundskansler Angela Merkels kontor oplyser til dpa, at Merkel ikke selv var til stede ved mødet.

Der er indkaldt til møde i den tyske regerings sikkerhedsråd lørdag. Rådet består af Merkel, Steinmeier og blandt andet Tysklands justitsminister og forsvarsminister.

Men indenrigsminister Thomas de Maizière afbryder sin ferie og vender hjem til Tyskland på grund af begivenhederne i München. Regeringskilder sagde tidligere, at de Maizière ved 20.30-tiden sad i et fly på vej på ferie i USA.

På sociale medier lyder der allerede hyldest til de gerningsmænd, der står bag angrebet i München. Flere støtter af den militante gruppe Islamisk Stat jubler over skyderiet, skriver Reuters.

- Tak Gud, må Gud bringe velstand til vores Islamisk Stat-mænd, lyder et af de mange tweets på en arabisk side, hvor brugerne sympatiserer med bevægelsen.

- Islamisk Stat udvider i Europa, lyder et andet tweet.

Ved 22-tiden fredag aften var der endnu ingen, der havde taget skylden for angrebet.

/ritzau/Reuters