Tysk politi ransager Volkswagens kontorer

Skrevet af admin

08/10/2015

Dagens topnyheder

Tyske myndigheder har torsdag ransaget bilkoncernen Volkswagens kontorer, oplyser anklagemyndigheden i byen Braunschweig ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ransagningerne er foregået i Wolfsburg og andre steder. De finder sted i forbindelse med de afsløringer, der kom frem for nogle uger siden, hvor det viste sig, at Volkswagen har snydt med målingerne af, hvor mange skadelige stoffer koncernens dieselbiler udleder.

- I dag har vi, i forbindelse med den såkaldte udledningsskandale, gennemført ransagninger hos Volkswagen i Wolfsburg og andre steder, oplyser anklagemyndigheden i en meddelelse.

- Ransagningerne har til formål at sikre dokumenter og datamedier som i betragtning af de mulige lovovertrædelser kan give oplysninger om selskabets ansattes præcise adfærd, lyder det.

Volkswagen siger, at selskabet har udleveret et "omfattende" antal dokumenter til anklagemyndigheden, og at det vil støtte efterforskningen af, hvordan manipulation af tallene er foregået, og hvem der har været involveret i svindlen.

Volkswagen er under efterforskning i flere lande, efter selskabet har erkendt, at op mod 11 millioner dieselkøretøjer på verdensplan er blevet udstyret med et computerprogram, som slører bilernes reelle forureningsniveau under test.

Tidligere torsdag skabte Volkswagen endnu en gang overskrifter, da det kom frem, at den amerikanske chef for koncernen kendte til skandalen, halvandet år før det nåede offentlighedens søgelys.

Torsdag ventes de tyske bilfabrikkers chef i USA, Michael Horn, derfor at undskylde over for Kongressen for den "dybt bekymrende" forureningsskandale, som han har haft et vist kendskab til siden foråret 2014.

Sagen er først kommet til offentlighedens kendskab for nylig, da miljømyndighederne i USA afslørede, at en andel af Volkswagens dieselbiler forurenede 40 gange mere end tilladt.

Miljømyndighederne i USA har varslet en bøde på op mod 120 milliarder kroner.

/ritzau/dpa