Tysk politi: Vi bliver ved med at beskytte Danmarks grænse

Skrevet af Jesper Larsen

07/09/2015

Mest læste i dag

Selvom Tyskland netop nu oplever en af de største tilstrømninger af flygtninge nogensinde, så er det ikke ensbetydende med, at de har opgivet at patruljere den dansk-tyske grænse. 

Det fortæller de i et interview med Dagens.dk, hvor de understreger, at de fortsat vil leve op til deres forpligtigelser i forhold til Schengen-aftalen. 

- Siden juli har vi i stigende grad tilbageholdt flygtninge, der har søgt mod den nordlige grænser for at nå Danmark og Skandinavien, siger pressechef for bundespolitiet i Bad Bramstedt, Matthias Menge, til Dagens.dk.

Læs også: Video: Så mange flygtninge forsøger at komme til Danmark fra Tyskland

Matthias Menge understreger, at det er lovbestemt, at politiet skal lave stikprøver for at sikre sig, at rejsende ved den nordlige grænse har et gyldigt pas og en opholdstilladelse. 

De mange muligheder for at krydse grænsen gør det dog svært for politiet, der gerne vil sætte ekstra kræfter ind mod menneskesmuglere. 

- Vi forsøger at have så mange oplysninger om mulige ruter, og hvornår der kan være tale om menneskesmugling. Det er især vigtigt for os at bekæmpe sidstnævnte, siger Matthias Menge til Dagens.dk.

Som Dagens.dk beskrev tidligere i dag, så er togene fra den nordtyske by Flensborg et af de steder, hvor rigtig mange flygtninge forsøger at krydse ind i Danmark fra. 

Og politiet i Flensburg har heller ikke tænkt sig at ignorere flygtningestrømmene nordpå, men det skal ske under en politik, der hedder 'hånd i hånd'.

Den går kort sagt ud på, at politiets indsats både skal være menneskelig og præget af en kultur, der byder de nye velkommen. 

- Vi reagerer i grænseområdet, når vi finder specifikke situationer eller toge, hvor der er flygtninge. Vi hører ofte, at vi ikke skal bekæmpe flygtningestrømmene nordpå, men vi har en fælles politik i EU på det her område, og den vil vi blive ved med at følge siger Dirk Hinrich Haar, der er politichef i Flensburg.