Tysk præsident: vil overveje krigserstatning til Athen

Skrevet af admin

01/05/2015

Dagens topnyheder

Den tyske præsident har sin egen mening om Grækenlands krav om erstatning for drab og ødelæggelser under Anden Verdenskrig - og præsidenten er ikke enig med regeringen.

Joachim Gauck siger i et interview med Süddeutsche Zeitung, at Tyskland som en nation af historiebevidste borgere bør "overveje hvilke muligheder," der kan være for erstatning.

Præsidenten siger blandt andet til avisen, at tyskerne er "efterkommere af et folk, som har trukket et spor af ødelæggelser" gennem Europa under Anden Verdenskrig.

Den tyske præsidentpost er i vid udstrækning en ceremoniel post.

Den tyske regering afviste for en måned siden et nyt græsk krav om krigsskadeerstatning for nazisternes ødelæggelser under krigen.

Sigmar Gabriel, den tyske økonomiminister, sagde ved den lejlighed, at det var "dumt" af grækerne at kræve 279 milliarder euro, svarende til 2084 milliarder danske kroner, i erstatning.

Ministeren gentog, hvad andre politikere før ham har sagt, nemlig at Tyskland for længst har udbetalt erstatning til Grækenland.

Tidligere græske regeringer har ligesom græske borgere bedt Tyskland om erstatning for de omfattende krigsskader.

Men da regeringen i Athen for en måned siden genfremsatte kravet, var det første gang, at man fremførte et krav med et konkret beløb.

/ritzau/dpa