Tysk toppolitiker om USA: Dybeste krise siden Irakkrigen

Skrevet af admin

03/11/2013

Mest læste i dag

Den påståede amerikanske aflytning af den tyske forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon har skabt så megen mistillid mellem de normalt så tætte allierede, at der skal rigtig meget til for at klinke skårene igen.

Faktisk skal man helt tilbage til Irakkrigen for 10 år siden for at se lignende kurrer på tråden mellem USA og Tyskland.

Vurderingen kommer fra den tidligere tyske udenrigsminister, den socialdemokratiske gruppeformand Frank-Walter Steinmeier, der som en af SPD's topforhandlere deltager i de igangværende koalitionsforhandlinger med Merkels borgerlige CDU/CSU-partier.

- Uden tvivl er venskabet mellem vore lande for øjeblikket stærkt belastet, siger Steinmeier til avisen Bild am Sonntag.

Han mener, at der i givet fald er tale om et alvorligt og uforsvarligt tillidsbrud.

- De kommende måneder bliver vanskelige, endda meget vanskelige! Der er rigtig meget, der skal afklares. Og det kommer til at kræve meget fra begge sider.

- Sådanne tider har jeg kun oplevet efter (daværende forbundskansler, red.) Gerhard Schröders nej til Irakkrigen i 2003. Men netop derfor plæderer jeg for, at vi ikke skal tabe fællesskabet ud af syne, tilføjer han.

Steinmeiers pessimistiske analyse kommer, netop som flere tyske medier skriver, at Tyskland og USA som en konsekvens af aflytningsskandalen arbejder på at indgå en bilateral aftale om ikke længere at overvåge hinanden.

Socialdemokraternes gruppeformand i Forbundsdagen udtaler sig i interviewet ikke om den mulige kommende aftale. Men han understreger, at det er vigtigt at fastholde det fremtidige samarbejde med amerikanerne.

- Vi skal også huske på, at vi i vores fælles historie har klaret langt vanskeligere faser, siger Steinmeier, der menes at få en toppost i den kommende store koalition, til Bild.

/ritzau/