Tysk veteran skal bryde Sydkoreas asiatiske pokaltørke

Skrevet af admin

09/01/2015

Dagens topnyheder

Regelmæssig deltagelse ved VM og fjerdepladsen i 2002 har gjort, at Sydkorea sædvanligvis regnes som en af asiatisk fodbolds absolutte sværvægtere.

Men ærefrygten er ikke helt berettiget, hvis man ser på sydkoreanernes bedrifter i de asiatiske mesterskaber, Asian Cup, hvor man skal helt tilbage til 1960 for at finde Sydkoreas seneste sejr.

Den lange pokaltørke skal slutte nu, mener Sydkoreas tyske træner, Uli Stielike, dagen før holdets premierekamp ved Asian Cup i Australien, hvor Oman venter.

- Når man ikke har vundet i 55 år, må det være på tide at stile direkte efter sejren denne gang, siger Uli Stielike.

- Vi har potentialet til det, og det er det, alle i truppen arbejder frem imod. Nu skal vi til at præstere, siger den 60-årige tysker.

Stielike blev ansat i september og har masser af erfaring med ind i jobbet. Som spiller havde han en stor karriere hos Borussia Mönchengladbach og Real Madrid og på det tyske landshold.

Siden har han været klubtræner i både Europa og Asien og været landstræner for Schweiz og Elfenbenskysten, inden han overtog jobbet i Sydkorea.

Her har Stielike en række solide spillere fra europæiske klubber til rådighed med anfører Ki Sung-Yeung fra Swansea i spidsen.

- Der er store forventninger til spillerne fra Europa, men hvis vi ikke samarbejder som et hold, så kan individualisterne ikke præstere.

- Vi går ikke efter at have turneringens bedste enkeltspillere, men turneringens bedste hold, fastslår den sydkoreanske landstræner.

Ud over Oman er Sydkorea i indledende gruppe med Kuwait og værtsnationen Australien ved Asian Cup, der sparkes i gang fredag.

/ritzau/