Tysk VM-lejr: Trist med Neymars skade

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Den brasilianske angriber Neymar er færdig ved VM-slutrunden på hjemmebane, efter at han fredag brækkede en ryghvirvel i kvartfinalen mod Colombia.

Det er trist for hele VM-turneringen, mener den tyske landstrænerassistent, Hansi Flick. Netop Tyskland skal tirsdag møde Brasilien i semifinalen.

- Det er altid ærgerligt, når en verdensklassespiller som ham er færdig i turneringen på grund af en skade. Han var en fantastisk berigelse for turneringen, siger Flick.

Tyskeren minder dog om, at Brasilien har et godt hold selv uden Neymar.

- Brasilien har så mange kvalitetsspillere i truppen, og de vil være i stand til at kompensere for Neymar, siger Flick.

Nogle af de tyske spillere har på Twitter skrevet til Neymar.

- Neymar. Jeg er ked af det. Bliv rask snart, skriver Mesut Özil, mens Lukas Podolski skriver:

- Så ked af det @Neymar Jr. Håber du får det bedre snart.

Tirsdagens kamp begynder klokken 22 dansk tid.

/ritzau/Reuters