Tysk zoo-direktør: Helt naturligt at Marius bliver ædt

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Ramaskriget over den unge giraf Marius, der søndag formiddag blev skudt, parteret og kastet for løverne i Københavns Zoo, fortsætter for fuld styrke.

Giraffen var indavlet, og på grund af europæisk lovgivning var Københavns Zoo nødt til at aflive Marius, hvilket har udløst voldsomme protester på de sociale medier.

På Facebook har gruppen "Close Copenhagen Zoo" fået 16.000 likes, og der er gang i flere underskriftindsamlinger på nettet.

Københavns Zoo får nu støtte fra Dag Encke, der er zoodirektør i Tiergarten Nürnberg i Tyskland. Han forklarer, at det ikke er værre at aflive en gris end en giraf for at bruge den som foder.

- Protesterne er så voldsomme, fordi det er en giraf. Giraffen er den store karismatiker blandt dyrene. Derfor reagerer folk så emotionelt. Men zoologiske haver er også til for at vise folk: Det er helt naturligt, at en giraf bliver ædt, siger han til nyhedsbureauet dpa.

Ifølge Dag Encke er en aflivning af et rask dyr altid den sidste udvej. Det sker først, når alle muligheder er undersøgt.

- En fornuftig grund til at aflivet dyret er foderet. Den zoologisk have behøver så ikke at købe masseproduceret foder, men kan fodre dyrene med det bedste foder fra egen avl, siger Encke, der også støtter, at hans danske kolleger obducerede giraffen foran publikum.

Men tyske dyrevenner raser over aflivningen, og den danske ambassade i Berlin forsøger at berolige de ophidsede tyskere.

- Vi har haft flere opringninger fra sure tyske dyrevenner, og vi prøver at vise forståelse og berolige dem. Andet kan vi ikke gøre, siger Tom Schwarzer, presse- og kommunikationsattaché ved den danske ambassade i Berlin, til Flensborg Avis.

Imens vil den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, ifølge Jyllands-Posten tage ud til Zoo for at forstå, hvorfor de aflivede giraffen.

På sin Facebook-profil skriver han, at hundreder har skrevet til ham efter Marius' død.

- Jeg vidste ikke, at det var sket. Som en dyreelsker, en WWF-supporter (Verdensnaturfonden, red.) og som partner til en mand, der har dedikeret sit liv til dyr, finder jeg situationen ubehagelig og videoen svær at se, skriver han.

Rufus Gifford skriver videre, at han vil tage i zoologisk have sammen med sin dyrlæge-mand for at forstå, hvorfor giraffen blev aflivet.

- Jeg vil være åbensindet og høre argumenter fra forskellige perspektiver, skriver han.

Til gengæld er den britiske komiker Ricky Gervais meget skuffet over Københavns Zoo.

- Et smukt, sundt dyr er aflivet, fordi man ikke længere har brug for ham. Det kan ikke være rigtigt, skriver han på Twitter.

Den amerikanske skuespiller Kirstie Alley måtte fælde en tåre og fordøje den triste meddelelse under en spadseretur, skriver hun - også på Twitter.

/ritzau/