Tysk zoo tilbyder videodating til truede orangutanger

Skrevet af admin

05/06/2016

Mest læste i dag

Hvad gør man for at sikre, at bestanden af orangutanger vokser?

I en zoologisk have i Stuttgart i det sydlige Tyskland hedder den seneste løsning videodating.

Sinta og Conny, hun-orangutanger i den zoologiske have Wilhelma, er blevet vist videoklip af ledige hanner, og det er sket med nogen succes, melder dyreparken selv på sin hjemmeside.

Målet med at vise videobidderne er at se, om en på papiret planlagt parring har potentiale i virkeligheden. Og de to hunaber reagerede positivt på den moderne dating-form.

- Sinta og Conny viste interesse i deres mulige fremtidige partnere, skriver den zoologiske have.

Sinta er allerede tidligere på ugen blevet transporteret til Belgien, hvor hun skal møde han-orangutangen Gempa abe-til-abe i en zoo omkring 60 kilometer syd for Bruxelles.

Også Gempa skulle have udvist interesse for Sinta, da den blev vist et videoklip af den langarmede artsfælle.

- Om det viser sig at være kærlighed ved andet blik, må vi vente med at se, lyder det.

- Udseendet spiller tydeligvis en rolle, når orangutanger skal vælge partner på samme måde som hos os mennesker, siger Marianne Holtkötter, chef for Stuttgart-dyreparkens menneskeaber, og peger på, at der fortsat forskes på netop det område.

Orangutangen Conny skal i midten af juni flyttes til den zoologiske have Hagenbeck i Hamburg. Her venter hannen Tuan på hende.

Orangutangen er på flere organisationers liste over truede dyrearter. I naturen lever den udelukkende på Borneo og Sumatra, men fældning af regnskov har presset bestanden ned.

/ritzau/