Tyske bekymringer forsinker dansk oliejagt

Hele 752 høringssvar er der kommet fra tyske borgere, miljøkontorer, kommuner og delstaten Schleswig-Holsten, der blandt andet frygter, at oliejagten kan skade marsvinbestande i den tyske del af Nordsøen og forurene drikkevandet. Bekymringerne gælder især de luftkanoner, som bruges til seismiske undersøgelser, og som kan skade marsvin. Andre indvendinger retter sig mod den injektion af CO2, som planlægges for at øge indvindingsgraden af oliefelterne. Ifølge tyskerne øger det faren for for eksplosioner og miljøkatastrofer.

De hundredvis af tyske indvendinger står i stærk kontrast til reaktionerne fra Danmark og de andre Nordsølande. Udover otte danske høringssvar er der blot kommet to fra Storbritannien og ingen fra Norge og Holland, og Tysklands bekymringer vil forsinke udbudsrunden til irritation for internationale olieselskaber, der efter flere større oliefund de senere år i den danske del af Nordsøen viser stor interesse for olielicenserne.

Selskaberne havde håbet, at udbudsrunden allerede kunne begynde før sommerferien, men det bliver i bedste fald til oktober. Energistyrelsen har allerede brugt flere ressourcer end ventet på den strategiske miljøvurdering, som høringssvarene er en del af, og arbejdet er først færdig i løbet af sommeren. Derefter vil der være en klageperiode, ligesom Folketingets energiudvalg skal inddrages.

Kontorchef Jens Skov-Spilling fra Energistyrelsen er dog overbevist om, at oliejagten kan foretages forsvarligt og forventer, at udbuddet kan skydes i gang i år: »Vi laver den strategiske miljøvurdering for at sikre, at alle miljømæssige aspekter er belyst så godt som muligt, inden runden åbnes.«

En olielicens giver adgang til Nordsøen, men konkrete boreprojekter kræver yderligere godkendelse.

Dagens Gossip