Tyske myndigheder advarer turister i Egypten: Rejs hjem

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Tyske turoperatører er torsdag begyndt på at hente hundredvis af turister hjem fra den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh ved Rødehavet. Efter at Tysklands udenrigsministerium advarede mod rejser til hele Sinai-halvøen.

De tyske myndigheder anbefalede onsdag landets borgere at undlade at rejse til badedestinationer på halvøen og sagde, at de, der allerede var der, skulle aftale en tidligere hjemrejse med deres rejsearrangør.

Alltours siger, at selskabet torsdag aften vil flyve 120 feriegæster fra Sharm el-Sheikh, mens TUI Deutschland og Thomas Cook Germany sagde, at de var i færd med at arrangere hjemrejsen til Tyskland for dets kunder i Egypten.

- Vi ønsker at skaffe dem hjem i løbet af weekenden. De vil få erstatning for de feriedage, de ikke fik udnyttet, siger en talsmand for Thomas Cook Germany.

En anden stor, tysk turarrangør; DER, siger, at det har booket et fly fredag morgen for at hente 85 gæster fra dets forskellige rejseselskaber hjem fra Sharm el-Sheikh.

Bombeangrebet for nylig mod en bus, der kørte koreanske turister rundt på halvøen, har ført til nye bekymringer for turismen i Egypten. Branchen er levebrød for millioner af egyptere, og regeringen henter helt nødvendig udenlandsk valuta.

Tyskere og russere udgør de største grupper af turister i landet, der oplevede, at indtægter faldt med 41 procent til 5,9 milliarder dollar (godt 32 milliarder kroner) sidste år. Det skyldtes dønningerne efter uroen, der hærgede landet siden opstanden i 2011.

Advarslen fra Tyskland er ikke det samme som en fuldstændig advarsel, der vil have tvunget alle turoperatører til at hente tyske turister hjem øjeblikkeligt.

Det russiske udenrigsministerium opfordrer dets turister til at blive på i turistområdet og at undlade at rejse rundt i landet.

/ritzau/Reuters