To tyske profiler er tvivlsomme til EM-brag mod Danmark

Skrevet af admin

25/01/2016

Mest læste i dag

Når Danmark og Tyskland onsdag mødes ved EM i herrehåndbold, kan det meget vel blive uden to af holdets profiler.

Både den tårnhøje bagspiller Christian Dissinger og anfører Steffen Weinhold udgik skadede i Tysklands knebne 30-29-sejr over Rusland søndag.

Mandag bliver det formentlig besluttet, om de to tyskere skal erstattes med nogle andre til kampen mod Danmark, der meget vel kan afgøre, hvem der kommer i EM-semifinalen.

- Det ser ikke godt ud, men vi kan endnu ikke give en præcis diagnose, siger landstræner Dagur Sigurdsson til arrangørernes hjemmeside.

- Vi bliver måske nødt til at erstatte dem. Vi beslutter senest mandag, om vi skal have fløjet to spillere mere til Wroclaw. Det er ikke så langt fra Tyskland, så vi kan reagere hurtigt, siger landstræneren.

Det er muskelskader, der driller de to tyskere.

202 centimeter høje Dissinger scorede syv gange i Tysklands sejr søndag aften. Seks af målene blev sat ind ude fra tremeterlinjen. Weinhold scorede fire mål i opgøret.

Inden mødet med Tyskland onsdag skal Danmark i aktion mod Sverige tirsdag.

/ritzau/