Tyske socialdemokrater straffer ledere for Merkel-flirt

De tyske socialdemokrater er ikke just begejstrede ved udsigten til at blive juniorpartner i en ny stor koalition under ledelse af den borgerlige forbundskansler, Angela Merkel.

Den udbredte skepsis internt i partiet har fredag på SPD's kongres i Leipzig ført til en regulær afklapsning af partitoppen, da hele den nye hovedbestyrelse blev valgt med påfaldende ringe opbakning.

Det sker efter, at også partiformanden, Sigmar Gabriel, torsdag blev genvalgt med et usædvanligt dårligt resultat på kongressen, fordi mange græsrødder har taget afstand fra partiets koalitionsforhandlinger med Angela Merkels konservative CDU/CSU.

SPD's organisatoriske chef, generalsekretær Andrea Nahles, fik fredag kun 67,2 procent af stemmerne, hvilket er usædvanligt lavt for et så højtstående medlem af partiledelsen.

Også de øvrige medlemmer af hovedbestyrelsen blev genvalgt med pauvre resultater.

- Det er et overordentligt ærligt resultat, erkendte Gabriel selv, efter at han torsdag aften var genvalgt med 83,6 procent af stemmerne.

Da den 54-årige tidligere tyske miljøminister blev valgt til partileder i 2009, fik han opbakning fra 94,2 procent af de delegerede.

Merkels CDU/CSU indledte koalitionsforhandlinger med SPD i sidste måned, efter at det trods en storsejr ikke lykkedes for de kristelige demokrater at sikre sig et absolut flertal ved forbundsdagsvalget 22. september.

Og både de borgerlige og socialdemokratiske partiledelser satser nu på at gå sammen i en ny stor koalition, som Merkel også stod i spidsen for fra 2005 til 2009.

Dengang hed hendes udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier. Han er i dag SPD's gruppeformand i Forbundsdagen og appellerer fredag i Leipzig til sine partifællers ansvarsfølelse.

- Vi bør ikke nære frygt for regeringsansvar, og vi bør ikke være bange for at fejle, siger han.

På kongressen har SPD vedtaget, at partiet ikke længere vil sige kategorisk nej til et regeringssamarbejde med venstrepartiet Die Linke.

Dermed har SPD's ledelse formildet nogle kritikere forud for det upopulære, planlagte samarbejde med Merkel.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip