Tyske spionchefer i USA for at klinke skårene med NSA

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Tysklands efterretningschefer er mandag i Washington for at tage en snak med deres amerikanske kolleger om, hvilke konsekvenser USA's påståede aflytning af den tyske forbundskansler, Angela Merkels, mobiltelefon får for deres fremtidige samarbejde.

Merkel-regeringen går efter, at regeringerne i Washington og Berlin samt landenes efterretningstjenester forpligter sig til ikke at spionere mod hinanden.

Efter at to af kanslerens mest betroede medarbejdere i sidste uge var i den amerikanske hovedstad for at tale med præsident Barack Obamas toprådgivere, kom det i weekenden frem, at parterne arbejder på at indgå en såkaldt no spy-aftale i begyndelsen af 2014.

De tyske efterretningschefer skal i Washington forhandle om det mere konkrete indhold i den aftale, der skal regulere samarbejdet mellem landenes efterretningstjenester.

Chefen for udlandsefterretningstjenesten BND, Gerhard Schindler, og bossen for indlandsefterretningstjenesten Verfassungsschutz, Hans-Georg Maassen, skal mødes med NSA-chefen Keith Alexander og den amerikanske efterretningschef James Clapper.

En separat, bilateral aftale ventes indgået mellem regeringerne blandt andet om overvågning af borgere, men foreløbig er amerikanerne kun klar til at droppe industrispionage.

Den tyske formand for EU-Parlamentets udenrigsudvalg, Elmar Brok, tror dog efter et nyligt besøg i Washington på, at et gensidigt spionagestop kan være på plads inden årsskiftet.

- Jeg fornemmer, at man i Washington nu er opsat på at begrænse skaderne og villig til indrømmelser, man ikke var klar til for bare trekvart år siden, siger han til radiostationen Deutschlandfunk.

Meget afhænger dog af, hvordan Merkels regering forholder sig til den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden, som USA har sigtet for blandt andet spionage.

Det var Snowden, der i sommer afslørede NSA's massive overvågning og siden har fået midlertidigt politisk asyl i Rusland.

Flere tyske politikere kræver, at Tyskland giver den tidligere it-tekniker asyl og i det mindste får ham til landet, så han kan vidne for Forbundsdagen.

Men den fungerende tyske regering vægrer sig ved at lukke ham ind i landet.

- Vi må passe på med ikke at gyde mere olie på vandene, siger Elmar Brok, der ligesom Merkel er medlem af det kristeligt demokratiske CDU.

/ritzau/dpa