Tyskerne afviser EU-sanktioner mod Moskva

Skrevet af admin

07/03/2014

Mest læste i dag

Den tyske offentlighed har ikke megen lyst til at se sanktioner mod Rusland som følge af dets politiske kurs i Ukraine, selv om der er opbakning bag den nye regering i Kijev og stærk skepsis over for præsident Vladimir Putin, viser en ny meningsmåling.

I en måling foretaget af Infratest Dimap for tv-stationen ARD og dagbladet Die Welt er det kun 38 procent, som støtter økonomiske sanktioner mod Rusland, mens 72 procent går ind for økonomisk hjælp til den ukrainske overgangsregering.

Meningsmålingen er offentliggjort dagen efter, at EU-lederne på et ekstraordinært topmøde besluttede at suspendere forhandlinger med Rusland om en visumliberalisering og en ny samarbejdsaftale samt truede at indføre økonomiske sanktioner.

Kun 15 procent af de adspurgte i den tyske måling finder, at Moskva er en pålidelig partner. Tre fjerdedele siger, at de finder Putin upålidelig, mens 81 procent ser ham som en leder, der vil bruge alle til rådighed stående midler for at fremme Ruslands interesser.

Målingen viser dog opbakning til forbundskansler Angela Merkels kurs over for Rusland.

Den tyske regeringsleder har været forsigtig med andet end symbolske sanktioner over for Moskva, mens hun har presset på for at overbevise Putin om at gå med til dannelsen af en kontaktgruppe med genoprettet kommunikation mellem Moskva og Kijev.

Imens advarer en af Tysklands mest fremtrædende økonomer om, at økonomiske sanktioner mod Rusland kan forvolde alvorlige skader på den tyske økonomi på grund af landets store energireform til fordel for alternativ energi.

- Tyskland kan ikke tillade sig en sådan sanktionspolitik, siger Hans-Werner Sinn, som leder Ifo-instituttet ved Münchens universitet, der hver måned offentliggør det vigtigste konjunkturbarometer for tysk økonomi.

Han siger til avisen Passauer Neue Presse, at EU-sanktioner kun vil ramme EU selv.

/ritzau/Reuters