Tyskerne dropper danske sommerhuse

»Udlejningsmæssigt er det et katastrofalt år, og de, der arbejder med at formidle udlejningen, må tage deres opgave væsentligt mere seriøst,« siger Kim Juhlin, der er formand for Danske Sommerhusudlejere.

»Vi står midt i højsæsonen, og midt i den forløbne uge var der stadig 5.400 huse ledige til indflytning i weekenden. Det samlede økonomiske tab ligger for denne ene uge i størrelsesordenen 125 millioner kroner. Beløbet dækker dels den manglende lejeindtægt, dels den manglende omsætning i lokalsamfundene,« siger Kim Juhlin til Midtjyske Medier.

Han vurderer, at udlejerne risikerer at miste 10-15 procent af omsætningen i forhold til sidste år, især fordi højsæsonen har været så dårlig sammenlignet med 2012.

»Det er et nationaløkonomisk problem. Det koster arbejdspladser både på den jyske vestkyst og østkyst,« siger Kim Julin, der peger på to væsentlige grunde til, at tyskerne bliver væk.

»De har selv fået et godt feriehusprojekt på østersøkysten, samtidig med at priserne herhjemme er for høje. Vi er virkelig nødt til at tage det her alvorligt. Vi kan ikke bare folde hænderne. Hvis der for eksempel ikke er nogen, der drikker øl, sætter man da priserne ned,« siger han til Midtjyske Medier.

Ifølge en undersøgelse, som er udarbejdet af analysebureauet Copenhagen Economics, er der alene fra 2000 til 2007 sket et fald på to millioner tyske overnatninger årligt. I 2000 var der 15,7 millioner tyske overnatninger i Danmark. Sidste år lå tallet på 12,9 millioner.

Jens Hausted, der er turistdirektør i det regionale Midtjysk Turisme, ser flere grunde til, at tyskerne bliver væk. Han peger blandt andet på, at tyskerne er begyndt at holde en kortere hovedferie og i stedet tage småture til eksempelvis Rom og Amsterdam i foråret og efteråret.

Han nævner også, at der er blevet investeret milliarder i at lave tyske kystbyer om til kurbyer, ligesom tyskerne i stigende grad vælger at feriere i eksempelvis Slovenien og Kroatien.

Dagens Gossip