Tyskerne køber våben til selvforsvar i stor stil

Skrevet af admin

26/01/2016

Mest læste i dag

Et stærkt stigende antal private personer i Tyskland forsyner sig nu med våben til selvforsvar, skriver Flensborg Avis.

Alene i januar er der i Flensborg blevet udstedt 23 våbentilladelser, der giver ret til at have skræmmepistoler og lignende våben på sig.

Der er allerede nu bevilget flere i denne måned end i hele sidste år, siger Clemens Teschendorf, talsmand for Flensborg kommune til avisen.

Men det er ikke kun i Flensborg, at folk vil have våben til selvforsvar. Fra hele Tyskland meldes der om et markant stigende antal våbentilladelser, og våbenbranchen beretter om en mangedobling af omsætningen af selvforsvarsvåben og peberspray.

En våbenforhandler fra Lübeck oplyser, at hans salg af mindre våben til selvforsvar er 20-doblet. Og Flensborgs våbenhandler Clauberg meddeler, at peberspray og skræmmepistoler nærmest er udsolgt.

Hverken kommunen eller politiet vil komme med et bud på, hvorfor befolkningen pludselig anskaffer sig så mange våben til selvforsvar.

- Grundlæggende er vi imod, at borgerne bevæbner sig for at kunne forsvare sig selv, siger Franziska Jurga fra politiet i Flensborg til Flensborg Avis.

- Det er trods alt stadig kun politiet, der må udøve vold. Og man må heller ikke glemme, at det kan provokere andre og være med til at forværre en situation, hvis private går med våben, tilføjer Franziska Jurga.

Også politiets fagforening advarer imod, at borgerne køber våben.

- Det giver bare en falsk fornemmelse af sikkerhed, det eneste rigtige i den nuværende situation er, at der bliver ansat flere politifolk, siger formanden for Deutsche Polizeigewerkschaft, Thomas Kliewer, til Flensborg Avis.

/ritzau/