Tyskerne og briterne siger nej til luftangreb i Syrien

Udenrigsministrene for Tyskland og Storbritannien siger, at deres lande ikke vil deltage i luftangreb på Islamisk Stat i Syrien.

Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, forklarer på et pressemøde i Berlin, at Tyskland ikke er blevet bedt om at tage del i luftangreb.

- For at gøre det helt klart, så er vi ikke blevet spurgt om at gøre det, og det vil vi heller ikke, siger han.

I en tale natten til torsdag sagde USA's præsident, Barack Obama, at amerikanske fly er klar til at angribe Islamisk Stat i Syrien. USA har samlet en koalition af lande, heriblandt Danmark, der har erklæret sig villig til at bekæmpe den fremstormende islamistiske organisation i Irak.

Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, der torsdag var i Berlin, støtter det amerikanske forsøg på at samle en international koalition mod Islamisk Stat.

- Men lad mig gøre det klart: Storbritannien vil ikke tage del i luftangreb i Syrien, siger han.

Han mener, at det juridiske grundlag for at gribe ind i Syrien er anderledes end i Irak.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip