Tyskerne raser: Frankrig forbyder import af Mercedes-biler

Hele balladen skyldes aircondition. EU har besluttet at forbyde en drivhusgas, kendt som »R134a«, der ofte bliver brugt i bilers aircondition. Forbuddet trådte i kraft ved årsskiftet, men bilproducenterne har dog fået den kattelem, at de kan fortsætte brugen af R134a i eksisterende modeller indtil 2017, skriver Financial Times.

Den kattelem har de franske myndigheder dog valgt at se stort på. De har i stedet valgt at trække på et regulativ, der siger, at myndighederne kan blokere for salget af et køretøj af sikkerheds- eller miljøårsager. Og dermed er fire Mercedes-modeller med ét slag blevet ulovlige at sælge i Frankrig.

Beslutningen har fået Mercedes-ledelsen op i det røde felt. Den har henvendt sig til EU i Bruxelles for at få ophævet forbuddet i det store naboland. Begrundelserne er ligetil. Mercedes mener, det er hykleri, at den er eneste bilproducent, der bliver ramt af myndighedernes forbud.

Chefen for Mercedes-importørerne i Frankrig kalder hele sagen politisk motiveret. Han mener, at de franske politikere forsøger at »tilfredsstille de grønne og ramme en tysk virksomhed«.

»Denne gas bliver brugt i 95 procent af biler i Frankrig med aircondition. Hvis den (gassen, red.) er så farlig, bør de få alle bilerne af vejen,« siger han ifølge Financial Times.

Det er ingen hemmelighed, at de franske bilproducenter, Citroën, Peugeut og Renault, har haft det svært under den økonomiske afmatning - og det i særdeleshed, når det kommer til luksusbil-segmentet, som Mercedes har succes med. Der bliver derfor alt andet lige spekuleret i, at hele manøvren er en handelshindring, der skal fungere som en håndsrækning til de pressede franske bilproducenter - på tyskernes og EU-samarbejdets bekostning.

EU-Kommissionen ser på sagen og har allerede ytret sig skeptisk over for det franske Mercedes-forbud.

 

Dagens Gossip