Tyskland efterforsker syrisk top for krigsforbrydelser

Skrevet af admin

17/03/2015

Mest læste i dag

Tyskland har indledt en efterforskning af personer i den syriske præsident Bashar al-Assads regering på mistanke om forbrydelser mod menneskeheden.

Det siger Tysklands øverste forbundsanklager ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Selvfølgelig drejer vores efterforskning sig også om forbrydelser begået af medlemmer af Assad-regimet, siger anklager Harald Range.

Han uddybede ikke og nævnte ikke nogen navne, men den tyske anklagemyndighed vil granske, om personer i den syriske regering har forbrudt sig mod international lov, herunder begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Tidligere på dagen meddelte FN's efterforskere af krigsforbrydelser i Syrien, at de er parate til at dele deres hemmelige liste over mistænkte med en hvilken som helst udenlandsk anklagemyndighed, der er i gang med at forberede sager om krigsforbrydelser.

Det fik allerede tirsdag tre europæiske lande til at søge om at få udleveret oplysninger om formodede krigsforbrydelser begået i Syrien, siger Karen Koning AbuZayd, en amerikansk FN-efterforsker.

- Tre regeringer har foreløbig henvendt sig, siger hun uden at oplyse, hvilke lande der har spurgt.

Oplysningerne fra FN's efterforskere skal bruges som bevismateriale i retssager, som kører i de enkelte lande.

/ritzau/Reuters