Tyskland er godt tilfreds med Obamas spiontiltag

Tyskland er tilfreds med fredagens løfte fra USA's præsident, Barack Obama, om at stække omfanget af efterretningstjenesten NSA's overvågning.

- Mange i Tyskland er med rette bekymret over oplysningerne om NSA's aktiviteter, siger Steffen Seibert, der er talsmand for forbundskansler Angela Merkel.

Det skabte stor opstandelse i Tyskland, da det sidste år blev afsløret, at NSA havde overvåget og aflyttet Angela Merkels telefon.

Efterfølgende afkrævede Angela Merkel straks Obama et svar på, hvad NSA havde gang i.

Obama lovede fredag blandt andet, at USA vil indstille overvågningen af statsledere i allierede lande og tage et større hensyn til individers rettigheder - også for ikke-amerikanere.

- Grundlæggende hilser den tyske regering det velkommen, at databeskyttelse og rettigheder for ikke-amerikanske statsborgere vil blive respekteret mere i fremtiden, siger Seibert.

Han understreger, at samarbejde mellem allierede landes efterretningstjenester er i samfundets interesse, men tilføjer, at de tyske myndigheder nu vil analysere Obamas tale nøje.

Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, siger i en kommentar til Obamas tale, at "nu har Obama skitseret en proces for at begrænse og kontrollere de amerikanske efterretningstjenester, som involverer både Kongressen og befolkningen".

- Det skaber basis for en bredere offentlig debat i USA, som allerede er begyndt, siger Steinmeier.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip