Tyskland giver militær Airbus flyveforbud efter styrt

Tyskland har givet dets enlige militære Airbus A400M midlertidigt flyveforbud, efter at et tilsvarende fly styrtede ned kort efter starten fra lufthavnen i Sevilla i Sydspanien, oplyser en tysk militærtalsmand søndag.

Ulykken skete af endnu uvisse årsager umiddelbart efter, at flyet var kommet i luften i forbindelse med en prøveflyvning. Mindst fire personer blev dræbt og to alvorligt kvæstet ved styrtet, der er det første med denne nye type fly.

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, sagde lørdag under et besøg på den spanske ø Tenerife, at alle seks ombordværende tilsyneladende var spanske Airbus-medarbejdere.

Airbus A400M bliver samlet og prøvefløjet i Sevilla, inden de leveres til de lande, hvis flyvevåben har bestilt det nye transportfly, der er forsynet med fire turbopropmotorer.

- Efter A400M-styrtet i nærheden af Sevilla blev det lørdag besluttet med øjeblikkelig virkning at indstille al testflyvning med det tyske luftforsvars enlige A400M, siger en presseofficer fra det tyske væbnede styrker til nyhedsbureauet AFP.

Talsmanden tilføjer, at siden leveringen i december har maskinen jævnligt været i luften.

- Nu venter vi at få besked fra Airbus om, hvorfor A400M-transportflyet styrtede ned i nærheden af Sevilla. Vi er i konstant kontakt med Airbus, siger han.

Det første fælleseuropæiske transportfly af typen Airbus A400M blev leveret til Frankrig i 2013 med efterfølgende fly leveret til Tyrkiet, Storbritannien, Tyskland og Malaysia. Der er afgivet ordrer på i alt 174 A400M-fly.

Tyskland har bestilt 53, Frankrig 50, Spanien 27 og Storbritannien 22.

Danmark har ingen aktuelle planer om at købe nye transportfly, da Flyvevåbnets Eskadrille 721 har fire Lockheed Martin C-130J Hercules, som er den nyeste af slagsen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip