Tyskland: Grækenland er med i valutaen uanset udfald

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, siger i et interview med avisen Bild lørdag, at det søndag er op til grækerne at bestemme, om de vil beholde euroen eller klare sig uden den for en tid. Uanset hvad, så vil Grækenland være med i den fælles valuta.

- Grækenland er med i eurozonen. Det hersker der ingen tvivl om. Hvorvidt det sker med eller uden euro, kan kun grækerne besvare. Og det er da klart, at vi ikke vil lade folk i stikken, siger Schäuble i interviewet.

Han gentager også, at risikoen for afsmitning er begrænset.

- Selv hvis det skulle ske, at nogle mindre banker kollapser, så er risikoen for, at det skal brede sig, ret begrænset. Markedet har reageret med tilbageholdenhed i nogle dage, og det viser, at problemet er til at håndtere, siger den tyske finansminister.

Han siger, at alle drøftelser med Grækenland om en hjælp-for-reform-aftale vil være meget vanskelig efter søndagens afstemning, men om et års tid vil Europa stå stærkere, end det gjorde før den græske krise.

Eurozonen er nødt til at vente og se, hvad den græske regering har tænkt sig at gøre efter resultatet af søndagens folkeafstemning, men eurogruppen vil overveje enhver ny forespørgsel fra Athen om at indlede forhandlinger.

Avisen Bild, som gennem længere tid har afspejlet Tysklands skepsis over for lånepakker til Grækenland, skriver også, at 89 procent af de personer, der har deltaget i avisens egen online-afstemning, er imod at give Grækenland mere hjælp, mens 11 procent støtter yderligere hjælp til det kriseramte EU-land.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV