Tyskland kræver forklaring fra ambassadør om spionage

Skrevet af admin

05/11/2013

Mest læste i dag

Den britiske ambassadør i Tyskland er kaldt til udenrigsministeriet i Berlin for at forklare sig om nye oplysninger, der tyder på, at ambassaden har fungeret som en hemmelig spioncentral.

- På foranledning af udenrigsministeren (Guido Westerwelle, red.) er den britiske ambassadør blevet bedt om at komme i udenrigsministeriet for at udtale sig, hedder det i en erklæring fra ministeriet.

- Direktøren for den europæiske afdeling har bedt om forklaring på den seneste rapport i britiske medier, og han har peget på, at tapning af kommunikation fra en diplomatisk mission vil være en overtrædelse af folkeretten, hedder det.

Det er den britiske avis The Independent, som tirsdag skriver, at Storbritannien har et netværk af "elektroniske spionposter" ganske tæt på den tyske forbundsdag.

Afsløringen baserer sig på dokumenter fra den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden.

Avisen skriver, at briterne benytter højteknologisk udstyr placeret på toppen af Berlin-ambassadens tag.

Avisen bringer luftfotos af den britiske og den amerikanske ambassade ikke langt fra Brandenburger Tor, hvor man kan se store hvide bokse på tagene. De rummer ifølge Independent udstyr, der kan opsnappe kommunikation i området.

Den tyske regering er hypersensitiv over for beskyldningerne, efter ugemagasinet Der Spiegel i sidste måned afslørede, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har aflyttet forbundskansler Angela Merkels mobiltelefon.

Det har skabt en krise i forholdet mellem Tyskland og USA.

Tidligere afsløringer, som forskellige medier bringer på grundlag af oplysninger af Edward Snowden, viser, at der er et tæt forhold mellem den britiske efterretningstjeneste GCHQ og NSA.

Det er blevet mere end antydet, at GHCQ udfører spionage mod europæiske allierede på vegne af NSA.

/ritzau/Reuters