Tyskland og Heine Jensen scorer hattrick ved VM

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Det går forrygende for det kvindelige tyske håndboldlandshold ved VM i Serbien.

Holdet, der trænes af danske Heine Jensen, snuppede tirsdag aften sin tredje sejr af tre mulige i gruppespillet, da det blev 26-23 over Rumænien i topkampen i gruppe D.

Susann Müller blev kampens store profil, da hun hamrede 11 mål ind for Tyskland.

Begge hold havde vundet deres to første kampe før opgøret i Novi Sad, men Tyskland er nu alene i front for gruppen.

Senere i aften kan Ungarn dog også komme op på seks point, hvis holdet som forventet besejrer Australien.

Tyskland førte 13-12 ved pausen over rumænerne, men i begyndelsen af anden halvleg fik Heine Jensens hold slået et hul, som Rumænien ikke formåede at få lukket.

Den danske træner forlængede for nylig sin kontrakt frem til 2017. Det år skal Tyskland arrangere VM.

/ritzau/