Tyskland planlægger stor antiterror-konference til sommer

Skrevet af admin

27/03/2016

Mest læste i dag

Tyskland vil til sommer være vært for en international konference om bekæmpelse af terror. Hovedtemaet bliver at drøfte, hvordan radikalisering af unge kan forhindres.

Det siger Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tyskland har i øjeblikket formandskabet i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), og det er i det regi, at konferencen i Berlin skal finde sted, fremgår det af et interview med Steinmeier i søndagsudgaven af Berliner Morgenpost.

I modsætning til blandt andre Frankrig, Belgien og Tyrkiet har Tyskland været forskånet for angreb udført af ekstremister.

Men angreb på tysk jord kan ikke udelukkes ifølge Steinmeier.

- Terror stopper ikke ved grænserne. Heller ikke ved vores, siger han.

- Vores efterretningstjenester gør et godt stykke arbejde og har gentagne gange forpurret planlagte angreb.

- På mange områder har vi efter angrebene i Paris skærpet vores indsats: i kampen mod ekstremisme og radikalisering i vores skoler og lokalsamfund, siger Steinmeier.

- Terroristerne ønsker at føres deres krig ind i vores byer og ind i vores hoveder for at bringe os i en slags undtagelsestilstand og påtvinge os deres perverse logik om vold og had. Men vi gør bedst ved at afholde os fra at deltage i dette spil. Den tilfredsstillelse skal terroristerne ikke have, siger Steinmeier.

- Det er langt vigtigere at holde hovedet koldt og slå til mod terrorens bagmænd og identificere deres tilhængere i Europa, tilføjer han.

Udenrigsministeren fremhæver den efterhånden fire uger lange våbenhvile i Syrien, som det måske vigtigste slag mod Islamisk Stat, der blandt andet har taget skylden for angrebene i Paris og Bruxelles.

- Regeringsstyrker og oppositionen kæmper i det mindste ikke mod hinanden i øjeblikket. I stedet kan de koncentrere sig om at bekæmpe IS og arnestedet for terrorisme, siger Steinmeier.

- Og for første gang efter fem års krig er der håb om at dæmpe en konflikt, der dagligt har givet terrorbanderne ny næring.

/ritzau/