Tyskland tackler flygtningestrøm med ekstra milliarder

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

En overvældende strøm af flygtninge til Tyskland har tvunget landets regering til at stikke hånden dybt i pengekassen endnu en gang.

På et møde søndag aften har de tyske politikere vedtaget at øge budgettet med seks milliarder euro svarende til knap 45 milliarder kroner i 2016. Den ekstra pose penge skal hjælpe landet med at tackle flygtningesituationen.

Det erfarer det tyske nyhedsbureau dpa.

Tre milliarder euro skal betale en del af statens regninger, mens yderligere tre milliarder er øremærket til at hjælpe delstaterne med udfordringen, oplyser regeringen under forbundskansler Angela Merkel.

Hun mødtes med sin koalitionsregering søndag aften, og mødet er fortsat i gang natten til mandag.

På dagsordenen står migrantkrisen, der har fået den tyske regering og Merkels eget konservative parti til at slå revner.

Angela Merkels beslutning om at tillade tusindvis af flygtninge og migranter at rejse ind i landet møder kritik fra hendes allierede i det konservative søsterparti CSU i Bayern, som mener, at det sender et forkert signal til resten af Europa.

Flere af delstaten Bayerns politikere mener, at Merkel er gået for vidt, da hun gav grønt lys til, at myndighederne i Ungarn kunne lade flygtninge rejse til Tyskland via Østrig.

Det gjorde hun uden at spørge delstaterne, som så efterfølgende har skullet tage sig af konsekvenserne.

München og andre dele af Bayern har taget imod mange mennesker, som for de flestes vedkommende er flygtet fra krigen i Syrien.

Netop syrere har af Merkel fået at vide, at de er garanteret ophold i Tyskland, hvis de kommer til landet.

Det socialdemokratiske SPD forsvarer derimod Merkel. Partiets generalsekretær, Yasmin Fahimi, kalder beslutningen "det eneste rigtige at gøre".

Den tyske regering har anslået, at omkring 800.000 mennesker i år vil søge asyl i Tyskland.

Og mens mange frivillige byder flygtninge og indvandrere velkommen, når de ankommer med særtog til især München, er der også modstand mod tilstrømningen af asylansøgere.

/ritzau/